Priserne er lave

Detailhandelen i Danmark er altså en underlig størrelse, har jeg tit tænkt på, når man for eksempel ser diverse tv-reklamer for produkter, der er så voldsomt nedsat i pris, at man skulle tro, at den butikskæde, der reklamerer for tilbuddet, direkte sætter penge til ved sådan en handel.

Men det kan selvfølgelig ikke være tilfældet, for der er for det meste tale om tilbud på dyre produkter som for eksempel vaskemaskiner, der er nedsat med flere tusinde kroner, og den slags varer er jo ikke ligefrem sat ned i pris bare for at få kunder ind i butikken, for hvis man skal købe en ny vaskemaskine, er det jo ikke så tit, at man også vil købe noget mere i samme butik.

Det er naturligvis anderledes med almindelige dagligvarer som for eksempel smør. Hvis et supermarked har et kanongodt tilbud på smør, kan det da godt være, at supermarkedet sætter penge til på netop det tilbud, men når folk er i butikken for at købe det billige smør, køber mange naturligvis en hel del andre ting samtidigt.

Men sådan mener jeg ikke, det er med hårde hvidevarer, for hvis man skal have en ny vaskemaskine, skyldes det i de fleste tilfælde, at den gamle er nedslidt, og så er der jo ikke grund til at tro, at man ved samme lejlighed også køber en ny opvaskemaskine eller en anden husholdningsmaskine.

Så der må med andre ord være en ganske stor avance på de hårde hvidevarer, og det kan undre mig, at konkurrencen ikke sørger for, at priserne generelt er lavere.

Personligt oplevede jeg et lidt morsomt eksempel for et par år siden, da vi havde solgt vores hus og købt en ejerlejlighed i stedet for. Vi havde solgt huset med de hårde hvidevarer, så vi skulle nødvendigvis ud at købe en helt ny maskinpark, og da vi nu ikke længere havde et velegnet sted til at hænge vasketøjet til tørre, skulle vi også have en ny og billig tørretumbler, hvilket vi indtil det tidspunkt altid har afstået fra, fordi min kone mener, at tøjet bliver mere lækkert ved at blive hængt til tørre i den fri luft.

Da vi besøgte en af de store kædebutikker med hårde hvidevarer for at få købt ind til vores nye lejlighed, forventede jeg naturligvis en eller anden form for rabat, når vi nu skulle købe hele tre forholdsvis dyre maskiner.

Men det var ikke så nemt at slå en rabat af den sælger. Han påstod, at butikkens priser i forvejen var skruet helt i bund, så der var ikke så meget at komme efter. Dog gav han sig en lille smule, for han tilbød, at hvis vi købte både vaskemaskine, tørretumbler og opvaskemaskine på en gang, kunne vi få en støvsuger af god kvalitet med i handelen uden beregning.

Det kunne vi ret beset godt bruge, for min kone havde længe talt om, at vi trængte til en ny støvsuger og havde besluttet at købe en, men det kunne sælgeren i den butik selvfølgelig ikke vide noget om.

Disclaimer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*