Det var en af mine gamle skolekammerater, der ringede forleden aften og fortalte mig, at en anden af vores klassekammerater fra den gang, Leif, var kommet vældigt i fedtefadet med noget svindel, han havde begået.
Jeg havde faktisk læst om det i avisen, at en autoophugger i Nordjylland var blevet varetægtsfængslet for omfattende bedragerier, men jeg vidste på det tidspunkt ikke, at det drejede sig om min gamle klassekammerat, Leif, der nu altså var fængslet, mens politiet forsøgte at få rede på hans forskellige eskapader.
Ole, der ringede til mig og fortalte, at historien handlede om Leif, kunne også berette, at det vist ikke var første gang, Leif var i myndighedernes søgelys på grund af lemfældig omgang med lovgivningen. Jeg vidste godt, at han havde købt et autoophug oppe i Nordjylland, men ellers har jeg nu ikke set noget til Leif siden skoletiden.
I artiklen i avisen havde jeg læst, at politiet i første omgang sigtede Leif for omfattende momssvindel og bedrageri med den statslige skrotpræmie, som ejere af biler, der sendes til skrot, ellers er berettiget til.
I det her tilfælde var det så sket det, at autoophuggeren uden videre selv havde beholdt størstedelen af skrotpræmien og måske bare havde givet bilens ejer et par hundrede kroner for det gamle lig af en bil.
I andre tilfælde var der tale om, at Leif havde stået for afhentning af skrotbil ( se her )i nogle situationer, og hvis bilens ejer så var begyndt at tale om skrotpræmien, havde han bare fået den besked, at det jo ikke var gratis at afhente bilen, så de udgifter gik sådan set lige op med skrotpræmien, havde Leif bildt dem ind.
Da jeg læste artiklen i avisen, tænkte jeg på, at det nok er temmelig nemt at snyde de mennesker, der skal af med skrotbiler, for jeg ville nok også selv som udgangspunkt være godt tilfreds med, at det ikke kostede mig noget at slippe af med vraget. Så på en måde er bilejere i den situation nok nogle temmelig taknemmelige ofre for en svindler som Leif.
Min gamle skolekammerat, Ole, fortalte i øvrigt, at det vist var kommet som noget af et chok for beboerne i den forholdsvis lille landsby, hvor Leif havde sit autoophug, at han nu viste sig at være et noget flosset papir. Leif havde nemlig været smart nok til at give det udseende af, at hans firma var et stort og velrenommeret firma med orden i tingene, og han havde været klog nok til at være ret large, når han skulle fastsætte skrotpriser på biler fra nærområdet. På den måde sørgede han for at være vellidt i det lille samfund.
Det havde dog undret nogle af dem, der bor tæt på autoophugget, at der nogle gange kom ladvogne og hentede de fineste af skrotbilerne, og rygterne begyndte at svirre om, at Leif solgte nogle af de udtjente biler til østeuropæere. Og den slags går jo ikke, for staten udbetaler kun skrotpræmien for biler, der bliver hugget op og dermed ryger helt ud af cirkulation.
