”Vi får dit hus til at se ud som nyt”, stod der på siden af en hvid kassevogn, som jeg fik øje på en dag i sidste uge, da jeg var ude at lufte vores hund her i kvarteret. Det slog mig, at vi måske godt kunne få brug for det firmas indsats, så jeg noterede mig det telefonnummer, som også var at finde på kassevognen.
Min interesse for netop den håndværkerbil hang sammen med, at vi har besluttet at sætte vores hus til salg for at flytte i en ejerlejlighed inde i midtbyen, nu da vores børn ikke længere bor hjemme, så vi ikke har brug for så meget plads.
Vi har haft en ejendomsmægler ude for at vurdere huset, og han gjorde opmærksom på, at det noget slidte udseende på husets ydermure ikke just gavner mulighederne for et salg til den pris, vi har forestillet os, så han luftede ideen om, at vi lod foretage en facaderenovering, inden huset bliver udbudt til salg.
Det har vi valgt at tygge lidt på, men den pågældende håndværkerbil fik mig i hvert fald til at tænke, at det jo aldrig kan skade at undersøge prisen på sådan en facaderenovering. Det koster jo ikke noget at indhente et godt tilbud på murerarbejde, tænkte jeg, og det tog jeg så hul på dagen efter.
Det behøver selvfølgelig ikke lige præcis være det firma, hvis bil jeg havde fået øje på, da den holdt på en af de andre villaveje her i kvarteret, men jeg kunne jo lige så godt starte der som et hvilket som helst andet sted, så jeg valgte at ringe til det telefonnummer, jeg havde noteret, og som tilhørte en murer på Amager.
Jeg fik en lille snak med murermesteren og forklarede ham om vores mulige plan om at få renoveret husets facader, og han var meget villig til at komme ud til os og kigge nærmere på huset, så vi lavede en aftale om, at han skulle komme her i eftermiddags.
Han var lynhurtig til at konstatere, at det bestemt ikke ville være nogen luksus at få frisket husets facader op, hvilket jeg nødvendigvis måtte give ham ret i. Mange af fugerne mellem de røde mursten bærer tydeligt præg af mange års slid fra vejr og vind, og selve murstenene er efterhånden også blevet temmelig ru i overfladen.
Vores murer nævnte, at der er flere måder at renovere sådan nogle ydermure på. Man kan for eksempel kradse de gamle fuger ud og lægge nogle helt nye, men han lagde ikke skjul på, at det er en forholdsvis dyr løsning, fordi der medgår meget arbejdstid til sådan et stykke arbejde.
En anden og billigere mulighed, fortalte han, er at lave en filsning på ydermurene, og den ville han anbefale, fordi den delvist afskallede overflade på selve murstenene på den måde også bliver dækket.
Jeg anede ikke, hvad filsning er, men det forklarede han, og det må være den rigtige løsning for os. Nu er jeg spændt på, hvad hans tilbud kommer til at lyde på.
