En af mine gode kolleger og veninder, Hanne, har været sygemeldt i nogle uger, efter at hun af uforklarlige grund fik det rigtig dårligt med nogle kedelige fysiske symptomer. Hun havde hovedpine, trykken for brystet og følte sig usædvanligt træt hele tiden, hvilket måske godt kunne forklares med, at hun sov dårligt om natten.
Vi var nogle stykker i firmaet, der var temmelig enige om diagnosen, for Hannes symptomer tydede efter vores mening på, at hun var ved at gå ned med stress. Det ville heller ikke være særligt overraskende, for Hanne var i gang med at uddanne sig videre i sin fritid, og med tre mindreårige børn i hjemmet må det vel siges at være noget af en satsning.
En dag, da jeg besøgte Hanne derhjemme, fortalte hun, at hendes læge faktisk var nået til samme konklusion, så han havde ordineret behandling af stress til hende. Men jeg kunne mærke på Hanne, at hun ikke var meget for at gå i gang med sådan en behandling, som ifølge hendes læge skulle være noget samtaleterapi hos en psykolog.
Jeg mener ikke, jeg har behov for behandling hos en psykolog, sagde Hanne, som åbenbart mente, at hun selv kunne bearbejde sine problemer. Jeg forsøgte at være meget diplomatisk overfor hende for ikke at stresse hende yderligere, men jeg understregede overfor hende, at det efter min mening ville være tosset ikke at tage imod professionel hjælp i form af terapi, når lægen direkte havde ordineret det, så der ikke var tale om nogen egenbetaling.
Det var tydeligt for mig, at Hanne havde det rigtig skidt, og jeg sad med en fornemmelse af, at der måske var en yderligere årsag til hendes stress end bare arbejdet, videreuddannelsen og de huslige pligter derhjemme. Ret beset kunne jeg jo ikke tillade mig at bore for dybt i Hannes tilstand, men jeg holder faktisk meget af hende, så jeg forsøgte alligevel at trænge ind til hende.
Det lykkedes også, for hun åbnede sig og fortalte grædende, at det nok mest var forholdet til hendes mand, der psykisk havde sendt hende til tælling. Efter at de havde fået deres tredje barn, var det ifølge Hanne som om, de var gledet fra hinanden, og de fik aldrig rigtig talt ud om tingene, men gik begge to bare og rugede over tingene.
Da jeg spurgte, fortalte Hanne, at hun ifølge sin egen læge selv kunne vælge, hvilken psykolog hun ville konsultere, og derfor foreslog jeg hende, at hun skulle finde frem til en psykolog, der er god til parterapi, og så skulle hun have sin mand med til i hvert fald den første konsultation, for hendes problemer var helt tydeligt ret komplekse.
Hanne gav efter, og nogle dage senere ringede hun til mig og fortalte, at hun og hendes mand havde været hos en psykolog, der også fungerer som par terapeut. Han havde hurtigt konstateret, at det var vigtigt, at Hannes mand kom med til de efterfølgende konsultationer, og jeg kunne mærke i telefonen, at Hanne var meget mere optimistisk nu.
